Religion

”Religion er Gud, Jesus og Helligånden. Og så Jesus’ mor”
”Religion er, at vi bare snakker”
”Religion er noget, nogen har fundet på, for at vi har noget trygt at leve efter”
”Religion er tegninger, som folk bliver kede af”
”Religion er at blive klogere på sig selv, andre og sin omverden”

Disse udsagn er taget fra timerne i religion, når vi diskuterer hvad religion og tro er. Udsagnene er en smagsprøve på, hvad vi tager op og diskuterer.

Når du har religion i gymnasiet, vil du komme til at lære om de store religioner, og om hvad de betyder for mennesket som individ, når mennesket er en del af en gruppe, og du vil lære, om hvordan religionerne spiller ind i samfundet. Vi arbejder også med, hvor religionen kommer fra historisk og kulturelt, og med hvordan den kommer til udtryk i nutiden.

Faisal Moskeen, Islamabad, Pakistan. Skænket af Kong Faisal af Saudi Arabien, 1978-1988 med plads til 300.000 bedende mennesker.

Du får ikke at vide, hvad du skal tro på. Vi er videnskabsmænd og -kvinder, der ser på religionen udefra for at blive klogere på, hvorfor religion er så sprængfyldt med følelser, konflikter og løsninger, og for at lære, hvordan vi selv kan forholde os til de spørgsmål og svar, man finder i religion, filosofi og etik.
I faget læser vi i religionernes egne bøger, som f.eks. bibelen og koranen, og vi prøver at forstå, hvad religionen ”selv” siger. Derudover sætter vi os ind i, hvad mennesker i og udenfor religionen mener om dem. Her arbejder vi med lærebøger, avisartikler, it, tv-indslag, film, radio, og vi tager også fra tid til anden på tur til fx. kirker, moskeer og templer.

Nygift muslimsk kvinde på vej fra Pakistan til et nyt liv i Danmark. Hennafarvede hænder i hinduistisk tradition. Er det religion eller kultur?

 

 

 

 

Udover at vi sætter os ind i den enkelte religion, sammenligner vi dem også. Her er ”værktøjskassen” metoder og ord vi bruger (for eksempel ”myte”, ”ritual”, ”lære”), når vi skal forstå og diskutere i faget. Denne værktøjskasse vil hjælpe dig med at ”åbne” faget, og du skal bruge skal den til eksamen.
En del af religionsfaget er den etiske dimension, som er læren om værdier. Her kan man stille spørgsmål som, ”hvad er det gode liv”, ”hvordan bør jeg handle?”, ”hvad er det rigtige at gøre i den og den situation”. Både når vi taler om religion, og når vi taler om etik, har vi spændende diskussioner, hvor vi får trænet det faglige grundlag og de gode argumenter.

Der er ikke skriftlige afleveringer i religion, men derfor kan vi sagtens arbejde skriftligt. Det kan være i form af power point, noter, feltrapporter og/eller arbejde på Smart Board eller planche.

Eksamen:

Til eksamen får du en ukendt tekst, som ligger tæt op af noget, du har læst før. Du skal kunne gøre rede for en given religion og forstå dens enkeltdele ved hjælp af de metoder og faglige ord, du har fået med fra undervisningen. Du skal kunne sammenligne med andre ting fra faget, og du skal kunne diskutere og perspektivere den tekst, du har trukket. Se i øvrigt uddannelsesbekendtgørelsen for religion på: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=120566

Meningen med religionsfaget er, at du selv skal blive i stand til at kende og vurdere religion og etik. Du vil altså på den ene side have en viden om flere religioner, og du vil kunne sætte dig ind i de konflikter, spændinger og løsninger, som religion, filosofi og etik byder på.

Norsk stavkirke, Ringebu. Bygget ca. 1220, ca 120 år efter at kristendommen kom til Norge. Der er for nylig genopført en dansk stavkirke i Bork ved Ribe, ligesom der er fornyet interesse for det førkristne i Danmark (der er f.eks. opført en gravplads for asatroende/hedninge i Odense for et år siden).

Røgelse brændes ved offerritual ved tibetansk lamatempel, Beijing, Kina.

 

 

 

Links:

Fagets side på EMU