| |
Årets skolekomedie: Iliaden
Dramalærer Lars Kaaber har endnu
engang skrevet manuskript og uforfærdet kastet sig ud i instruktion af
Gribskov Gymnasiums skolekomedie. Mange elever medvirker - lys, lyd, musik,
sang og humor i Gribskov Kultursal.
I år er det den græske historie, der står for
skud. Med overraskende vinkler og paralleller til vores tid. Lars Kaaber skriver:
"Gribskov Gymnasiums musical 2010 bliver ”Iliaden”, helt ufatteligt frit efter Homer, men dog ikke helt så frit som filmen ”Troy”, der havde lavet om på det hele. Vi lover, at publikum ikke får et eneste heksametervers at høre, og heller ikke særlig mange homeriske fraser som ’den lysblåøjede Pallas Athene”, ”den kvieøjede Hera” eller ”Vreden, gudinde, besyng, der greb peleiden Akilleus” (??). Vi ville nemlig gerne lave et show, der ikke har brug for forklarende fodnoter. Men vi har skam helten Akilles (og han bliver stiktosset!), den skønne Helene, en masse grækere, spartanere og trojanere, en by, der falder på grund af et sidespring, en hel del olympiske guder, der blander sig, en masse sange og en vits ca. 40 minutter inde i forestillingen.
Kom ind og se ”Iliaden” på Gribskov Gymnasium og spar flere døgn med Homers originale epos i en eller anden uforståelig oversættelse."
Bo Brøndsted og Søren Svagin har skrevet
musikken, og spiller sammen med eleverne til forestillingen.
Kirsten Larsen står sammen med en række
billedkunstelever for scenografien, og Lisbeth Walbech, Laila Bruun, Trine Nybroe, Helle Trier m.fl. har
produceret nye og syet gamle kostumer om.
|