Almen sprogforståelse

Almen sprogforståelse (forkortes ap) er et forløb i grundforløbet, hvor sprogene samarbejder om det kernestof, der er fælles for alle gymnasiets sprogfag. Det er fx sproglig praksis (fx tale og skrift, udtryk og sproghistorie), grammatisk terminologi og analysefærdighed, sociolingvistik (fx sprog i globaliseringens tidsalder), sprog i læringssammenhæng (fx læringsstrategier og sprogsyn) og latin (fx kasus og ledstilling, sprog og kultur, latin i de moderne europæiske sprog).

Almen sprogforståelse er en del af grundforløbet og fungerer dels som fælles basis for det sproglige arbejde i det almene gymnasium, dels som introduktion til valget af de sproglige studieretninger ved at vise, hvordan beskæftigelsen med sprog er en del af den almene dannelse.

De faglige mål for almen sprogforståelse er, at eleverne skal kunne

– redegøre for sprogets kategorier og anvende en præcis terminologi herom

– gennemføre en syntaktisk analyse af en helsætning

– belyse forskelle mellem de sprog, de møder i gymnasiet

– anvende deres viden om latin og sproghistorie til at redegøre for ordforråd og forskellige former

for orddannelse i typiske eksempler fra dansk og de sprog, de møder i gymnasiet

– anvende deres viden om latin og andre sprog til at belyse sammenhænge mellem sprog og kultur

– anvende viden om sproglige genrer og sproghandlinger

– anvende viden om sprognormer til at begå sig i national og international sammenhæng

anvende forskellige strategier til indlæring af fremmedsprog.

 

Undervejs i forløbet er indarbejdet en række tests, ligesom udbyttet af undervisningen evalueres ved afslutningen af grundforløbet. Der gives én karakter. Karakteren indgår i oprykningsgrundlaget til 2.g.

 

Almen studieforberedelse

Almen studieforberedelse (forkortes at) er et samarbejde mellem fag inden for og på tværs af det almene gymnasiums tre faglige hovedområder: naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab. Samarbejdet strækker sig over alle tre gymnasieår.

I almen studieforberedelse arbejdes der med betydningsfulde natur- og kulturfænomener, almenmenneskelige spørgsmål, vigtige problemstillinger og centrale forestillinger fra fortid og nutid med anvendelse af teorier og metoder fra alle områder. Eksempler på at-temaer er: Kernevåben og 2. verdenskrigs afslutning, Klimaændringer og klimamodeller, Cyberpunk – ungdomskulturer i informationssamfundet, De store opdagelser og kampen om længdegraden, Den falske Vermeer – afsløring af kunstfalsknerier, Natursyn i forskellige kulturer, Bioteknologi med henblik på bæredygtig udvikling med udgangspunkt i et bioteknologisk firma og m.m.m.

Undervisningen i almen studieforberedelse organiseres på Gribskov Gymnasium i projektforløb af 3, 4 eller 5 dages varighed (se årsplanen).

 

De faglige mål med almen studieforberedelse er, at eleverne skal kunne:

– opnå viden om et emne ved at kombinere flere forskellige fag og faglige hovedområder

– anvende forskellige metoder til at belyse et komplekst problem

– forstå enkeltfaglig viden som bidrag til en sammenhængende verdensforståelse

– vurdere, hvorledes et givet emne indgår i større historiske og/eller nutidige sammenhænge

– vurdere forskellige fags og faglige metoders muligheder og begrænsninger

– anvende indsigt i elementær videnskabsteori og videnskabelige ræsonnementer til at formulere

og reflektere over problemstillinger af enkeltfaglig, flerfaglig og fællesfaglig karakter.

 

I slutningen af 2g afholdes mundtlig årsprøve i almen studieforberedelse. Alle elever skal til mundtlig eksamen i 3g i almen studieforberedelse. I midten af januar måned i 3g udmeldes fra undervisningsministeriet overordnede emner og problemstillinger til at-eksamen. Herefter udarbejder hver enkelt elev med udgangspunkt i to bærende fag og i samarbejde med en eller flere vejledere en såkaldt synopsis. Synopsen afleveres til skolen senest i slutningen af februar. Og herefter sender skolen synopsen til den person der skal være censor ved den mundtlige eksamen i maj-juni.

 

Befordringsgodtgørelse

Du kan få dækket de befordringsudgifter, der overstiger ca. 285 kr pr. måned (se evt. www.uddannelseskort.dk) Blanket til ansøgning om befordringsgodtgørelse fås ved henvendelse til skolens kontor.

 

Bestyrelsen

Bestyrelsen har bl.a. den overordnede ledelse af institutionen, og er over for undervisningsministeren ansvarlig for institutionens drift. Bestyrelsen på Gribskov Gymnasium består af 8 personer – bl.a. repræsentanter for eleverne og lærerne. Se navnene på alle bestyrelsesmedlemmer samt referater fra bestyrelsesmøderne på www.gribskovgymnasium.dk og klik på Bestyrelse i menuen til venstre.

 

Bøger

De bøger, der skal bruges i undervisningen, lånes for størstedelens vedkommende på bogdepotet (se også afsnittet om ordbøger). Sædvanligvis deler læreren bøgerne ud, og eleverne kvitterer for modtagelsen. Er eleven fraværende, er det elevens egen opgave at hente bogen på bogdepotet, og der kvittere for modtagelsen. Husk altid at medbringe dit sygesikringsbevis, både når du skal låne og aflevere bøger.

Ligeledes giver lærerne besked om, hvornår bøgerne skal afleveres. Og det er vigtigt, at beskeden bliver efterkommet, for andre elever står måske og skal bruge bogen. Bøgerne afleveres på bogdepotet, hvor der også udleveres en kvittering for afleveringen. Gem denne kvittering! Hvis din lærer indsamler bøgerne, skal du også huske at få en kvittering.

Skriv navn, klasse og årgang i bøgerne. Læg bind om bogen.

Bogdepotet har indgang fra fællesrummet. Åbningstider er slået op på døren.

 

Caféaftener

5-6 gange om året afholdes der på aktive elevers initiativ caféaften for såvel elever som lærere. Ideen er at skabe en ramme, hvor man kan mødes under andre og hyggeligere former, end dagligdagen ellers byder på.  Der er sædvanligvis arrangeret en eller anden form for underholdning: musik, oplæsning, foredrag eller optræden. Underholdningen leveres for det meste af skolens egne bands etc., men af og til kommer der også indslag udefra.

 

Café Ø - skolens velfungerende kantine

Der kan købes pizza, salat fra stor salatbar, sandwich, dagens ret, kage, sodavand, slik m.m.

 

Computere

På Gribskov Gymnasium har vi ca.80 computere, som er til rådighed for eleverne. De har bl.a. Word tekstbehandling og internet opkobling med Internet explorer. I studiecentret og i de åbne studieområder er ca. 25 af dem placeret. Her kan du søge informationer på internettet eller på anden vis arbejde med dine opgaver. Eleverne kan naturligvis også printe opgaver, de skriver her eller har med hjemmefra på cd eller usb. Der står 18 helt nye maskiner i datarummet i s-fløjen. Her kan være undervisning, hvor computerne bruges i skolens fag. Resten af tiden står maskinerne til rådighed for eleverne på samme måde som i studiecentret. Det er en generel bestræbelse, at der findes en computer i hvert klasselokale. Fag som fysik, biologi, musik og andre har computere med fagspecifikke programmer.

Skolen har en såkaldt ”åbent-dørs-politik” i.f.t. computerne, dvs. høj tilgængelighed. Men det kræver også at computerne behandles ordentligt, dvs. der må ikke forekomme hverken fysisk beskadigelse, ændring af opsætning eller down-loadning af spil eller andre upassende og ikke-relevante filer.

 

Eksamen

En studentereksamen består af 10 prøver (mundtlige og skriftlige) og et studieretningsprojekt. Alle skal til eksamen i almen studieforberedelse (det er én af de 10 prøver). Det tilstræbes at tre prøver er afsluttet efter 2.g.

Prøvefagene offentliggøres på en af undervisningsministeriet fastsat dag (i 2009 er det onsdag den 6. maj). Dato og tidspunkt for de enkelte eksaminer fremgår af Lectio.

Udover officielle eksaminer afholdes skriftlige og mundtlige årsprøver for 1. og 2.g.

Skulle du blive syg i eksamensperioden og dermed ikke være i stand til at gå til officiel eksamen, er det meget vigtigt at du med det samme kontakter skolen samt at du fremskaffer dokumentation for din sygdom.

 

Elevråd

Elevrådet består af repræsentanter fra alle klasser. Elevrådet har stillet sig følgende opgaver:

- at modtage og formidle oplysninger

- at fungere som tutorer for nye 1.g elever

- at forbedre kommunikationen mellem skolen, lærerne og eleverne

- at sikre et godt arbejdsmiljø på skolen

- at sende repræsentanter til forskellige gymnasieorganisationer

Elevrådet spiller en aktiv rolle i det igangværende arbejde med at udarbejde et visionspapir for skolen. Elevrådet er repræsenteret i skolens bestyrelse, i fællesudvalget, i en række faste udvalg nedsat af lærernes pædagogiske råd samt i ad hoc udvalg.

Elevrådet holder møde i elevrådslokalet (på mødegangen) hver 14. dag.

 

Evaluering

Vi arbejder for, at:

1) eleverne løbende er orienteret om deres faglige standpunkt, og hvilken udviklingsproces de er i,

2) den enkelte lærer er orienteret om klassens eller holdets elevers faglige standpunkt, og hvordan eleverne udvikler sig i lærerens og klassens andre fag og forløb,

3) undervisningen regelmæssigt evalueres med henblik på at vurdere valgte metoder og planlægge kommende forløb, og

 

Den enkelte elevs faglige standpunkt evalueres ved brug af standpunktskarakterer, interne prøvekarakterer og eventuelle udtalelser.

Standpunktskarakterer udtrykker graden af den enkelte elevs opfyldelse af målene for faglig viden, indsigt og metode i den pågældende læreplan og i forhold til det tidspunkt, hvor karakteren gives. Interne prøvekarakterer udtrykker graden af opfyldelse af målene for faglig viden, indsigt og metode i forhold til den stillede opgave.

Eleverne får

a) standpunktskarakterer som led i den løbende evaluering,

b) standpunktskarakterer ved skoleårets afslutning i fag, der ikke afsluttes, og

c) afsluttende standpunktskarakterer (årskarakterer) ved afslutningen af de enkelte fag.

 

Ved afslutningen af hvert skoleår indgår årskaraktererne og standpunktskaraktererne ved årets afslutning i grundlaget for afgørelsen af, om eleven oprykkes til næste år.

 

Alle større projekter, som eleverne deltager i udarbejdelsen af, skal evalueres særskilt, og

resultatet forelægges skolens leder.

 

Ferieplan 2009-10

Første dag i skoleåret er onsdag den 12/8 (lærerne møder mandag den 10/8).

Efterårsferie uge 42,

Juleferie lø 19/12 - sø 3/1,

Vinterferie uge 7,

Påskeferie lø 27/3 - ma 5/4,

St. bededag fr 30/4.

Dimission fr 25/6.

 

Fester

Elevernes festudvalg arrangerer en række skolefester i løbet af året for både elever og lærere. Nogle fester er lukkede fester uden gæster, mens man ved andre fester kan invitere en veninde eller ven med. Ved skolens fødselsdag i november inviteres forældre med.

Der kan købes øl og almindelig bordvin ved festerne, og det giver i almindelighed ingen problemer.

For god ordens skyld gøres især de nye 1.g’er opmærksom på, at også på dette område betragtes eleverne som voksne og selvstændige mennesker. Skolen forudsætter, at eleverne har gjort visse erfaringer med øl og vin og har et vist styr på sig selv, og skolen kan naturligvis ikke påtage sig noget ansvar, hvis den enkelte sætter sig ud over almindelig god skik ved festerne. Det anbefales, at elever og forældre snakker lidt sammen om emnet, så skolens fester kan bevare den karakter og det niveau, de hidtil har haft. Gamle elever kan komme til festerne, hvis de bestiller billet på skolens kontor i forvejen.

 

Forsømmelser

Der er mødepligt i gymnasiet, dvs. at eleverne har pligt til at følge og aktivt deltage i undervisningen og til at aflevere de skriftlige arbejder, der forlanges. Skolen har pligt til at føre nøje regnskab over elevernes forsømmelser, både elevernes fravær og deres manglende aflevering af skriftlige arbejder. Forsømmelsesprocenten kan løbende følges i lectio.

Umiddelbart efter fravær angives i lectio årsagen til fraværet. Ved sygdom af mere end 1 uges varighed bedes man orientere skolen telefonisk.

Det er afgørende at såvel elever som forældre sætter sig ind i skolens studie- og ordensregler - Skolens studie- og ordensregler. Et omfangsrigt fravær - hvadenten det er samlet eller på enkeltfag - kan få konsekvenser, jvf. studie- og ordensreglerne. Tænkningen om fravær i gymnasiet skal sidestilles med arbejdsmarkedet: Man passer sine ting dagligt, men kan blive forhindret i at møde op pga sygdom!

Hvis man undtagelsesvis vil bede sig fri i en eller anden anledning, skal det ske i god tid inden den aktuelle begivenhed og ved henvendelse til rektor. Fritagelse for idræt i længere perioder kræver lægeattest. Udgifter til lægeattest afholdes af hjemmet.

Antager en elevs fravær, henholdsvis manglende aflevering af de skriftlige arbejder, et betænkeligt omfang, bliver den pågældende elev skriftligt advaret og efterfølgende indkaldt til samtale med studievejlederen. Fortsætter forsømmelserne, kan det medføre, at man skal til eksamen i alle afsluttende fag, eller i grovere tilfælde bortvisning.

Der kan være grund til at fremhæve, at der ikke kan gives fri til ferie og lignende på andre tidspunkter end i skolens ferier. Fx falder skolens vinterferie ikke altid sammen med forældrenes vinterferie, men i så fald må man afstå fra at holde vinterferie sammen. Skolen har lige så meget krav på at blive respekteret som forældrenes arbejdssted, og man gør nok sine børn en dårlig tjeneste, hvis man vænner dem til at se stort på de arbejdsforpligtigelser, de har påtaget sig. Selv om den enkelte elev mht. standpunkt og forsømmelsesprocent tilsyneladende kunne tåle at være væk et par dage, vil der være tale om en usolidarisk adfærd med uheldige virkninger for den fælles undervisningsplanlægning, for gruppearbejder og for hele klassens arbejdsmoral. Der vil heller ikke blive givet fri til tandlægebesøg, køretimer, køreprøve, session osv.

 

Forældrekontakt

I første halvdel af september arrangeres et aftenmøde for 1.g-eleverne, forældre og lærere. På mødet gives dels en fælles orientering, dels en orientering i klasserne om fag, arbejdsmetoder og planlagte projekter.

Forældre og elever inviteres til en kort samtale – forældrekonsultation - med lærerne i sidste halvdel af november umiddelbart efter offentliggørelsen af første standpunktskarakter i lectio.

 

Fællestimer

Hvert år afholdes 3-5 fællestimer. Fællestimer er fælles undervisning for hele eller dele af skolen. De kan have form af foredrag, koncerter, debatmøder o.a

 

Introduktionsprogram for 1.g

Skoleåret starter onsdag den 12. august 2009. (Der udsendes særligt brev desangående).

Den første dag vil du få udleveret skema og bøger og få nærmere oplysninger om den første tid af skoleåret. Den første dag slutter ca. kl. 13, så tag frokost med. Det er også muligt at købe mad i kantinen.

De følgende dage – torsdag og fredag – er der cykeltur til Melbylejren i Asserbo.  Program følger - men i princippet: Du skal møde med cykel og lappegrej på Gribskov Gymnasiums parkeringsplads torsdag kl. 8.30. Bagagen bliver kørt til lejren. Medbring: håndklæde, praktisk tøj/sko, idrætstøj, badetøj, regntøj samt papir og blyant. Sengetøj og sengelinned er der i lejren. Husk en lygte til natorienteringsløbet.

Lejropholdet koster (inkl. frokost, aftensmad og morgenmad) ca. 200 kr., som betales onsdag den 12. august.

 

Programmet i lejren er færdigt fredag kl. ca. 11.30, hvorefter der cykles tilbage til gymnasiet (ingen undervisning).

 

Introperioden afsluttes med introfest for hele skolen.

 

Karaktergivning og karakterskala

Lærerne skriver standpunktskarakterer midt i november og i slutningen af februar i Lectio. Derudover årskarakterer og karakterer ved årsprøver og eksaminer i maj og juni. Beståelseskarakteren er 02 – i gennemsnit af årskarakterer og eksamenskarakterer (se også lectio).

 

Konferencetime

Konferencetimen er placeret hver onsdag kl. 12.00-12.50 og skal bruges til fx evalueringssamtaler, diskussion af aktuelle emner, praktiske aftaler o.l. Skulle der ikke være aktuelle emner på programmet, kan timen bruges til forberedelse.

 

Lectio

Lectio er skolens skema-, kommunikations- og administrationssystem. Her kan elevers og klassers/holds skemaer ses. Ændringer, supplerende oplysningen o.l. taster lærerne og/eller skolen. Ændringer kan ses på måneds-, uge- og dagsbasis.

Lærerne taster karakterer i Lectio, og på en given dato frigives de. Man kan slå op og se tidligere karakterer.

I Lectio kan man også se fraværsregistreringen, og det er her du skal angive årsagen til dit fravær.

 

Lektiecafé

To eftermiddage om ugen afholdes der lektiecafé. Sædvanligvis er åbningstiden ca. halvanden time. Eleverne kommer i cafeen på eget initiativ, eller fordi de har fået det anbefalet af deres lærer. Opslag og meddelelser på morgensamling vil give de mere præcise informationer. I lektiecafeen er der ro til at koncentrere sig, og der er faglig hjælp at hente.

 

Lommeregnere

Med hensyn til lommeregnere anbefaler skolen, at du venter med at købe den indtil din faglærer har fortalt, hvilken type du skal anskaffe dig. Skal du have matematik på A og B niveau må du påregne en pris på ca. 1.400 kr.

 

Morgensamling

Der er morgensamling 2 gange om ugen. Morgensamlingerne er et vigtigt informationsforum.  En lille gruppe af elever og lærere planlægger sammen indholdet. Ofte omtaler rektor/kontoret en række kommende begivenheder/datoer, hvorfor det er vigtigt at være tilstede og være lydhør. Indimellem er der elev- og/eller læreroptræden eller der synges i fællesskab en sang.

 

Naturvidenskabeligt grundforløb

Det naturvidenskabelige grundforløb udgør den gymnasiale introduktion til de naturvidenskabelige

fags fællestræk og forskelligheder gennem arbejde med grundlæggende elementer af fagene biologi,

fysik, kemi og naturgeografi. I grundforløbet inddrages eksemplariske og aktuelle problemstillinger

kombineret med en oplevelsesorienteret og eksperimentel tilgang til omverdenen.

Formålet med undervisningen i naturvidenskabelig grundforløb er at eleverne skal kunne indse betydningen af at kende til og forstå naturvidenskabelig tankegang samt kunne forholde sig til naturvidenskabelig videns styrker og begrænsninger. Endvidere skal nysgerrighed og engagement inden for det naturfaglige område understøttes og fremmes.

Eleverne skal kunne:

– gennemføre praktiske undersøgelser og iagttagelser, såvel i laboratoriet som i naturen, bl.a. med

henblik på at opstille og vurdere enkle hypoteser

– anvende modeller, som kvalitativt og kvantitativt beskriver enkle sammenhænge i naturen, og

kunne se modellernes muligheder og begrænsninger

– formidle et naturvidenskabeligt emne med korrekt anvendelse af faglige begreber

– perspektivere de naturvidenskabelige fags bidrag til teknologisk og samfundsmæssig udvikling

gennem eksempler.

 

Undervisningen evalueres efter hvert temaforløb. I slutningen af forløbet – november/december – udarbejdes et individuelt skriftligt produkt, hvor der lægges vægt på at eleverne skal kunne

– gøre rede for forløbets formål

– gøre rede for udførelsen af de praktiske undersøgelser

– beskrive og analysere de opnåede resultater/data

– inddrage teoretiske overvejelser

– anvende faglige begreber korrekt

– vurdere og perspektivere de opnåede resultater.

Der gives en karakter ud fra en helhedsvurdering. Karakteren indgår i oprykningsgrundlaget til 2.g!

 

Opsamlingsblokke - onsdage

For at sikre den korrekte mængde undervisning, er det nødvendigt indimellem at gøre brug af 4. blok om onsdagen, dvs. kl. 14.40-16.20. Lærerne aftaler opsamlingsblokkene med eleverne og annoncerer det på lectio.  Man kan altså ikke aftale arbejde eller andet på onsdage, før efter kl. 16.20.

 

Ordbøger

Sprogfagene råder over et antal ordbøger til brug i uindervisningen, men ordbøger kan ikke lånes med hjem.

Du skal således anskaffe ordbøger til de fremmedsprog, du bliver undervist i. Med hensyn til to-sprogede ordbøger anbefaler sproglærerne Gyldendals røde ordbøger (svarende til dem der bliver brugt i undervisningen), eventuelt i elektronisk udgave. Visse af sprogfagene kræver yderligere ét-sproget ordbog.

Lærerne informerer om, præcis hvornår det er nødvendigt at anskaffe ordbøger til hjemmebrug i de enkelte sprog.

 

Ringetider

1. blok:      kl. 8.00      -     9.40

2. blok:      kl. 9.50      -     11.30

3. blok:      kl. 12.00   -     13.40

4. blok:      kl. 13.50   -     15.30

 

Hver onsdag holdes konferencetime kl. 12.00-12.50, hvorfor 3. blok holdes kl. 12.50-14.30, og 4. blok  kl. 14.40-16.20 er opsamlingsblok!

 

Rygning

Ifølge de nugældende rygeregler er det forbudt at ryge i skolens bygninger. Eneste rygezone er i særlige områder den fri natur.

 

Studie- og ordensregler

Med baggrund i Bekendtgørelse om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser har skolen vedtaget nye studie- og ordensregler. De trådte i kraft 15.8.2005 og gælder for alle skolens elever. Den fulde ordlyd findes på skolens hjemmeside. Her skal kun et par enkelte forhold trækkes frem:

- studie- og ordensreglerne hviler på en forudsætning om, at eleverne er bekendte med samfundets almindelige regler for ordentlig adfærd,

- eleverne har pligt til at følge studie- og ordensreglerne

- der er mødepligt til undervisning, eksamen og øvrige undervisningsaktiviteter samt pligt til at deltage aktivt i undervisningen

- der er pligt til efter fravær skriftligt eller elektronisk at underrette skolen samt til at orientere sig om arbejdet i klassen

- beslutning om sanktion i forhold til fravær foretages af rektor. I baggrunden for beslutningen indgår bl.a. fraværets omfang (såvel det fysiske som det skriftlige fravær), fraværets årsager og udbyttet af undervisningen standpunktskaraktererne). Bl.a. derfor er det af stor betydning at du angiver fraværsårsager i lectio.

 

Studieretningsprojektet i 3.g

I 3.g skal eleverne skrive et studieretningsprojekt. Studieretningsprojektet udarbejdes i 2 eller 3 fag med udgangspunkt i et studieretningsfag på A-niveau og med inddragelse af andre studieretningsfag og/eller fagene dansk A og historie A.

 

Studievejledning

På Gribskov Gymnasium har hver klasse tilknyttet en studievejleder. Aktiviteterne i forbindelse med vejledningen foregår på studievejledernes initiativ i form af informationstimer med hele klassen eller ved individuelle samtaler. Desuden kan den enkelte elev altid henvende sig til studievejlederen. Samtaler kan også aftales efter lærernes tilskyndelse.

Studievejlederne er parate til at yde eleverne støtte, hvis de har problemer af personlig art, hvad enten de ligger inden for eller uden for skolens liv. Studievejlederne har tavshedspligt.

Studievejlederne råder over en samling materialer om uddannelses- og erhvervsvejledning - samt materialer til information om og udvikling af elevernes studiemæssige færdigheder. Se mere på www.gribskovgymnasium.dk og klik på Studievejledning i menuen til venstre.

Gymnasiet har et fast tilbud om uddannelses- og erhvervsvejledning. Orientering om studievalg varetages af „Studievalg København“, som gennemfører arrangementer herom for alle klassetrin.

 

 

Ekskursioner og studieture

Ekskursioner er en del af uddannelsestiden. Ekskursioner med en deltagerbetaling, der højst udgør 50 kr. pr. elev er omfattet af den alm. mødepligt. Alle andre ekskursioner er frivillige, og skolen skal tilbyde alternativ undervisning til elever, der ikke deltager.

 

Udenlandsekskursioner og udvekslingsrejser

En elev på Gribskov Gymnasium kan deltage i én udenlandsekskursion i sin tid på skolen (I tilfælde af udvekslingsrejser evt. 2)

Udenlandsekskursionen kan placeres i en på forhånd fastlagt rejseuge i foråret i 2.g eller i efteråret i 3.g.

 

Flerdages indenlandsekskursioner

En elev på Gribskov Gymnasium kan deltage i én flerdages indenlandsekskursion i 2. eller 3.g.

En flerdages indenlandsekskursion varer max. 2 - 3 skoledage (2 overnatninger).

 

 

SU (Statens Uddannelsesstøtte)

Elever, der er fyldt 18 år, kan modtage økonomisk støtte fra Statens Uddannelsestøtte. Se www.su.dk eller www.gribskovgymnasium.dk og klik på Studievejledning i menuen til venstre.

 

Team Danmark

Er du eliteidrætsudøver og godkendt som Team Danmark elev, kan du optages på et forlænget gymnasieforløb. Det vil sige, at du har 4 år til at tage din studentereksamen. Samtidig bliver der undervejs i forløbet mere tid til træning og konkurrencedeltagelse i din idræt. Antal fag, antal timer i de enkelte fag og indholdet i fagene er det samme som for det 3-årige forløb. Det er kun fordelingen af timetallene, der er anderledes.

For elever, der er godkendte Team Danmark elever, men som ikke ønsker det forlængede forløb, er der mulighed for at ansøge Team Danmark om økonomisk støtte til ekstraundervisning ved godkendt fravær.