Linh i fællesrummet med plejeforældrene Lena og Jens Lassen lige efter meddelelsen om opholdstilladelse

 

Hun gør Danmark rigere – og det bliver hun ved med –

Linh har fået permanent opholdstilladelse onsdag 18.april 2007

 

”Der må være en fremtid for Linh her blandt os” og ”Linh er en del af os.…vi kan slet ikke undvære hende” og ”Vi ønsker at blive studenter sammen med Linh”.

 

Sådan sluttede Linhs klassekammerater deres historie om Linh i 1a; historien kan læses i Helsinge Gymnasiums årsskrift 2006 s. 6-7.

 

I DAG er ønsket gået i opfyldelse. Fire lange års ventetid og uro er nu endt med, at Linh kan koncentrere sig om sit liv med familie, kæreste, klassekammerater, uddannelse og fremtid i alle de gode netværk, som er hendes.

 

Integrationsminister Rikke Hvilshøj meddeler i dag i et brev til Linh, hendes advokat Janus Malcolm Pedersen og plejeforældrene Jens og Lena Lassen, at Linh får opholdstilladelse.

 

I 2003 kom Linh som 15-årig fra Vietnam via Moskva og Polen til Gribskovlejren som uledsaget flygtningebarn. Hun var sammen med moderen flygtet ud af Vietnam bort fra narkohandlere, som hendes afdøde fra skyldte penge. Hendes mor måtte arbejde som prostitueret i Moskva og sendte Linh på en busfærd ud i det uvisse for at give hende chancen for en fremtid. Linh havnede i Danmark og lærte hurtigt dansk.

 

I 2004 kom hun i 9.klasse i Græsted skole. Hun søgte om asyl, men fik afslag. Daværende integrationsminister Bertel Haarder tog Linhs sag op til genovervejelse efter pres fra elever og lærere på Græsted Skole. Linh fik lov at blive lidt endnu og flyttede ind hos plejeforældrene i Dragstrup, Lena og Jens Lassen.

 

I 2005 kom Linh i 1.g. på Helsinge Gymnasium. Op til jul fyldte Linh 18 år og modtog straks brev fra Integrationsministeriet, at hun som myndig person uden opholdstilladelse ikke fortsat kunne blive i Danmark. Men Linh havde intet at vende tilbage til i Vietnam. Til gengæld havde hun fået fodfæste i Danmark, som var hendes eneste trygge sted.

 

Plejefamilien kastede sig ud i en langvarig kamp for at beholde Linh i Danmark og engagerede advokaten, Janus Malcolm Pedersen. Aviser og billedmedier dækkede Linhs historie.

Fra januar 2006 gik Linhs klassekammerater og øvrige elever på Helsinge Gymnasium ind i kampen: skrev åbent brev til Integrationsminister Rikke Hvilshøj, tilrettelagde kampagne, indsamlede underskrifter og demonstrerede sammen med adskillige 100 andre på Christiansborg Slotsplads den 12. januar 2006 kl. 17.

Lærere og ledelse sendte breve til Intergrationsministeren.

Landselevorganisationen DGS etablerede Linhs egen hjemmeside www.redlinhnu.dk,

En støtte CD blev indspillet af unge fra fritidsklubben ”Bølgen” i Ålsgårde og solgt til fordel for Linh. Titlen er ”Sig mig hvor”.

Mange foreninger, politikere, journalister og privatpersoner både lokalt og på landsplan meldte sig som Linhs støtter med råd og dåd.

 

Det hele var umagen værd. Den 17. januar 2006 skrev Intergrationsministeren, at Linhs sag var udsat, og at

”… Linh kan i hvert flad blive til den 1. juli 2006.

Glæden var stor, men foreløbig.

 

En lang, lang ventetid tog sin begyndelse. Og der blev stille om Linh. Selv var hun fyldt af uro og bekymring og hendes omgivelser ligeså.

Linhs advokat Janus Malcolm Pedersen arbejdede intenst med sagen; Linhs ansøgning om opholdstilladelse lå imens i Integrationsministeriet og ventede på ”nye oplysninger i sagen”, der aldrig rigtig kom.

 

Men NU er sagen afgjort ”på det foreliggende grundlag”, og Linh har fået opholdstilladelse.

Afgørelsen er den eneste rigtige: Linh har omsider fået lov at blive i Danmark.

 

Til lykke herfra til Linh, hendes plejefamilie, advokat, kæreste, ja, alle os i Danmark.