Ved dimissionen i juni 2006 modtog Sandra Stig Andersen NordeaDanmark-Fondens store Uddannelsespris på 25.000 kr. Projektet for Sandra var undervisning af sorte gadebørn i sydafrikanske Cape Town. Her er hendes beretning. Siden 1995 har elever fra Gribskov/Helsinge Gymnasium hvert år modtaget uddannelsespriser fra NordeaDanmark-Fonden. Priserne tildeles efter ansøgning. Der er priser på hhv. 15.000 og 25.000 kr.
Jeg, Sandra Stig Andersen, er kommet ud af 3.a og direkte ind i Sydafrika, Cape Town. Ind for at undervise underpriviligerede gadebørn og lyse deres mørke op med mit hvidblege ansigt. Jeg er i nærkontakt med lokalmiljøet! Men jeg behøver nu ikke engang at nå til lokalmiljøet før forskellene fra gymnasiets gange til Cape Towns gader viser sig,- det fandt jeg ud af en af de første dage hernede paa Longstreet (Cape town’s strøget), da en sort mand med vilde øjne fortalte, at vi, min kæreste og jeg, skulle købe hans David Beckham parfume, selvom vi ikke ville! Og det gjorde vi så. For han sagde nemlig noget i retning af ”we’re five guys, we don’t want to use our knife”. Så han fik alt vi havde i pungen. Bagefter var vi lidt forvirrede og rystede, og da vi mødte de gadedrenge, vi senere skulle møde som elever på skolen, og da de bad om penge, måtte vi skuffe dem; vi havde lige givet alt vi havde. Vi ville nok også have skuffet dem selvom vi havde penge, men så blev de mere pågående og sagde ”we don’t wanna do anything wrong to you”. Så vi gav dem David Beckham! Og løb for livet for at finde penge til at komme hjem, for guds skyld inden tusmørket, til vores trygge højtbeliggende lejlighed, med ”armed response” klistret over alle indgange og udsigt langt over byen og gaden, helt ud til havet. Jeg må indskyde, at vi var yderst uheldige den dag på Longstreet, det er meget usædvanligt, da hele Longstreet, som turist besat område, er videoovervåget hele den lange vej, og kniven og de fem gutter har højst sandsynligt været bluff. Men hvordan skal man vide det! Når det mest uretfærdige man hidtil har oplevet har været en lærer, der gav en een karakter lavere end forventet. Men den uretfærdighed jeg hidtil har kendt, kan ofte ikke rumme den jeg møder hernede, og som jeg mødte i meget åbenlys form, da vi var på township TOUR. Township er de områder sorte i sin tid blev flyttet til under Apartheid, og er som regel uforståeligt store områder pakket med hjemmelavede blikhuse og nogle gange lygtepæle. Navnet, township tour, passer meget godt, for man kommer som turist og får en rundtur i deres fattigdom. Det kan man diskutere meget, det gør jeg ikke her. Lige meget hvad gør det et kæmpe indtryk, og jeg kan meget ydmygt forsøge at give det videre, ved at citere noget af det jeg skrev, da jeg kom hjem igen om aftenen: ”Børn og voksne virkede så glade, trygge og mætte, - eller i gang med at grille. De var alle sammen på sommerlejr, så de lavede endda bål. De legede alle sammen i sandet. De tager nok snart hjem, - i hvert fald til vinter.” Fattigdommen er svær at fatte, og desperationen der ligger under den, som man kun kan fornemme, som noget der vil springe frem om natten, er ufattelig. Og det er altså der, de børn jeg er lærer for, kommer fra. Det er der, de er blevet banket, misbrugt eller sultet, indtil de en dag løb ind til byens lovende lys. Herfra går det dem generelt ikke meget bedre desværre. Så mine forventninger var høje! Jeg er sød, rar og slår ikke! Børnene vil elske mig! Det bliver den hvide kvindes dans i taknemmelige sorte børnearme. Og hvilken skole må det ikke være! Den eneste skole for gadebørn i Cape Town! Rektor, lærerne og alle må være ildsjæle! Ja, måske var jeg ikke helt så naiv, men sådan ca. Jeg kan starte med at sige, at lærerne i hvert fald ikke er det, vi normalt ville kalde ildsjæle. I Danmark ville vi nok bede dem om først at tage en uddannelse, derefter ville vi bede dem om at holde op med at slå børnene (der jo i reglen blevet slået nok), så ville vi bede dem om at afskaffe Jesus som hjælpelærer og skammekrog, vi ville bede dem om at forberede en slags stimulerende undervisning, og i sidste ende ville vi nok fyre nogle af dem, fordi de i virkeligheden gør noget så næstekærligt som at undervise gadebørn, fordi de ikke kan få noget bedre! Man kan få bedre og dårligere varianter selvfølgelig. Læreren i min klasse er af den bedre; hun slår ikke så tit, og ikke så tit uden grund, og hun kan i og for sig godt lide mange af børnene. Og det med at slå er noget man under alle omstændigheder, må vænne sig til,- børnene lægger desuden sjældent mærke til det. Jeg har været heldig med min lærer, andre har været mere uheldige. Og det kan vaere meget svaert at se meningen i at overtale børnene til at komme i skole, hvis den lærer, de møder der, er så komplet uretfærdig, at man i og for sig næsten mener, de er bedre tjent med uretfærdigheden udenfor. Så var der min plan med at børnene skulle elske mig. Det gør nogle af dem. Enkelte af dem. Jeg kan i hvert fald sige, at det ikke er sådan lige til at lyse deres mørke op. Det er noget man skal kæmpe en del for. Og man starter med at kæmpe for medmenneskelig respekt, på trods af ens mangel på farve og korporlige metoder. Derefter skal man kæmpe for at ens indsats i kampen ikke bliver misforstået med en romantisk tilnærmelse eller noget andet helt forkert. I starten kan man måske nærmest føle sig helt overflødig, når børnene er helt ligeglade. Man føler sig helt veltilpas i den lokale lærers regime af evindelige plusstykker, og een op in mente, og lav lige halvtreds kopier af to-tabellen. En dag satte min kæreste og jeg dog veltilpasheden på spil ved alene - uden hverken lærerens korporlige autoritet eller Jesus, - at lave noget der skulle ligne teatersport med børnene. Det ligner for udenforstående måske mere børn der leger trillebørsvæddeløb på et beskidt splintre trægulv, og det er vist også hvad det er. Efter at have lært børnene at kende måtte vi sænke ambitioner om dyb koncentration og timelange udflugter i det psykiske landskab. Når man kommer direkte fra 3.a til Sydafrika, kan man næsten ikke holde op med at skrive om uretfærdigheden, som børnene, der har fået den ind med modermælken, aldrig taler om. Alligevel er jeg glad som måske aldrig før, fordi jeg for første gange prøver at give af al den omsorg, uddannelse, tryghed og lykkelige barndom, jeg ufortjent blev født til. Selvom det sjældent lykkes uden, nogle gange fysisk, kamp, giver jeg til de små drenge, der ufortjent er blevet født i mere ulykke, end jeg nogensinde kan rumme, at børn skal fødes i. Jeg kan ikke lyse deres mørke op, for det sidder alt for dybt i huden på dem, men jeg er ikke i tvivl om, at mine glimt betyder noget for dem, og meget mere for mig selv.